Polens forfatningsdomstol går imod EU i en principiel juridisk strid og er dermed på kollisionskurs med Bruxelles.
Afgørelsen i Warszawa kommer, efter EU-Domstolen tidligere onsdag udstedte en midlertidig ordre om, at Polen øjeblikkeligt skulle indstille kontroversielle aktiviteter i forbindelse med retslige reformer.
– De midlertidige forholdsregler, som EU’s øverste domstol pålægger Polens retssystem, strider imod den polske forfatning, hedder det i afgørelsen fra Polens Forfatningstribunal.
Dermed accelererer en langvarig retslig strid mellem Bruxelles og Warszawa.
Den polske afgørelse er en af to vigtige afgørelser, som ventes i denne uge fra Polens Forfatningstribunal. Afgørelserne kan potentielt skabe tvivl om forrangen til EU’s lovgivning, hvilket vil kunne bringe Polens fortsatte EU-medlemskab på spil.
– Selv med den bedste vilje over for tolkninger af forfatningen er det umuligt at finde et sted, der giver EU-Domstolen beføjelser til at ophæve polske love vedrørende retssystemet omkring Polens domstole, siger dommer Bartlomiej Sochanski i Polens Forfatningstribunal.
EU-Domstolen afgjorde sidste år, at Warszawa skulle nedlægge et særligt panel, som var oprettet med henblik på disciplinærsager mod dommere. Det omstridte panel har rejst spørgsmålet om, hvorvidt dette var i overensstemmelse med Polens forfatning.
De polske retsreformer er gennemført over de seneste år anført af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS).
EU-Kommissionen indbragte Polen for EU’s øverste domstol, fordi Kommissionen mener, at en lovændring fra 2019 undergraver det polske retsvæsens uafhængighed.
Kommissionen har rettet en række søgsmål mod Polen på grund af en bekymring for, at den polske regering i stigende grad forsøger at øge den politiske kontrol med domstolene.
/ritzau/Reuters











