Restriktioner har ikke haft betydning for antal klamydiatilfælde

    Covid-19-restriktionerne har ikke haft en betydning for antallet af klamydiatilfælde i Danmark, hvis man sammenligner perioden fra marts sidste år til april i år med samme periode tidligere år.

    Det konkluderer en undersøgelse, som forskere fra Statens Serum Institut (SSI) har gennemført.

    Det overrasker Michael Christiansen, der er overlæge hos SSI.

    – Vi havde forventet en reduktion i antallet af klamydiatilfælde, når man nu reducerede den sociale aktivitet i marts sidste år. Men vi kan ikke se, at restriktionerne har haft en betydning, siger han.

    – Derfor må man nok sige, at de unge mennesker, det drejer sig om, har fundet andre veje end store forsamlinger som festivaler samt bar- og restaurantbesøg til at mødes, siger han.

    Det er hovedsageligt 15-24-årige, der bliver smittet med kønssygdommen. Det har heller ikke ændret sig under epidemien.

    – De står for omkring 85 procent af alle tilfælde, lyder det fra Michael Christiansen.

    Kigger man udelukkende på kalenderåret 2020, er der blevet påvist 34.689 klamydiatilfælde. I 2019 var tallet 35.688, mens der i 2018 blev registreret 33.442.

    Overlægen nævner brugen af datingapps under nedlukningerne som én af de veje, de unge har benyttet til at skabe kontakt til jævnaldrende.

    I april gjorde Søren Brostrøm, Sundhedsstyrelsens direktør, det klart, at det var i orden at dyrke sex trods den særlige situation i Danmark.

    – Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona, sagde han dengang.

    Det var dog heller ikke meningen, at restriktionerne skulle hæmme folks sexliv, understreger Michael Christiansen.

    – Så på den måde har hans opfordring jo været en succes. Men vi kan jo kun gætte på, hvad årsagen til de uændrede klamydiatal har været.

    /ritzau/