Lægemiddelstyrelsen har fået den første indberetning om et muligt tilfælde af en sjælden, men alvorlig type af bivirkninger i forbindelse med Johnson & Johnson-vaccinen.
Det oplyser styrelsen til DR.
Personen, der er blevet ramt, har oplevet en kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader – også kendt som vitt-syndromet.
Den ramte person har fået vaccinen i den danske vaccine-tilvalgsordning.
Efter en hastebehandling af indberetningen og den foreliggende dokumentation er det Lægemiddelstyrelsens vurdering, at der sandsynligvis er tale om et tilfælde af vitt. Det siger Line Michan, enhedschef for lægemiddelovervågning i Lægemiddelstyrelsen, i en skriftlig kommentar til DR.
Det er det første konstaterede vitt-tilfælde i Danmark efter vaccination med Johnson & Johnson-vaccinen.
Ifølge sundhedskorrespondent i DR Peter Geisling er den ramte person en 29-årig kvinde.
– Det er, som jeg hører det, en 29-årig kvinde, der har fået en Johnson & Johnson-vaccine, siger han til DR.
Der er hidtil registreret tre vitt-tilfælde efter vaccination med AstraZenecas vaccine. To af personerne overlevede ikke.
AstraZeneca var den første vaccine, som blev taget ud af det generelle vaccinationsprogram i Danmark.
I forbindelse med beslutningen henviste Sundhedsstyrelsen blandt andet til et dansk-norsk studie, som har anslået, at de omtalte alvorlige bivirkninger ses hos cirka 1 ud af 40.000 personer, som er vaccineret med AstraZeneca.
Når det kommer til vaccinen fra Johnson & Johnson, har myndighederne ikke haft lige så præcise prognoser.
Men eftersom der tidligere er set tilfælde af vitt i andre lande, vurderede Sundhedsstyrelsen i foråret, at fordelene ved coronavaccination med Johnson & Johnson-vaccinen ikke kunne opveje risici ved alvorlige bivirkninger.
Beslutningen om at tage vaccinerne fra Johnson & Johnson og AstraZeneca i brug i Danmark i en tilvalgsordning blev taget af et flertal i Folketinget.
Hvilken tilstand personen fra den aktuelle indberetning om vitt i forbindelse med Johnson & Johnson-vaccination er i, og hvornår vedkommende er blevet vaccineret, fremgår ikke af artiklen hos DR.
Ritzau forsøger at få svar på spørgsmålene hos Lægemiddelstyrelsen.
/ritzau/











