Premierminister undskylder for at genåbne Holland for tidligt

    Hollands premierminister, Mark Rutte, har mandag undskyldt for at genåbne landet for tidligt.

    På et pressemøde erkender Rutte, at landets coronarestriktioner blev løftet for hurtigt, efter at smittetallene i Holland i weekenden nåede det højeste niveau i år.

    – Hvad vi troede, var muligt, viste sig ikke at være muligt i praksis, siger premierministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Vi (regeringen, red.) udviste dårligt dømmekraft, hvilket vi fortryder og undskylder for, tilføjer Rutte.

    Mark Rutte genindførte fredag flere begrænsninger for barer, restauranter og natklubber i et forsøg på at stoppe smittestigningen, der primært bliver drevet frem af unge mennesker.

    Det skete, bare to uger efter at stort set alle Hollands restriktioner blev løftet, i takt med at smittetallene fortsatte med at falde.

    Ifølge BBC registrerede hollandske myndigheder lørdag over 10.000 nye smittede. Det var den højeste daglige stigning i landet siden december.

    Alene den foregående uge blev smittetallene ottedoblet på bare syv dage.

    /ritzau/