Ankestyrelsen skal se nærmere på spærretid på Bornholm

    Ankestyrelsen skal se nærmere på, om Bornholms Regionskommune overholder reglerne, når den i tre måneder op til kommunalvalget skruer ned for åbenheden og for eksempel begrænser mediers adgang til kommunale institutioner.

    Det skriver indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i et folketingssvar til Venstres Anni Matthiesen.

    Det er kommunens direktion, der har besluttet at indføre såkaldt spærretid.

    Det betyder blandt andet, at det kun er kommunaldirektøren, som udtaler sig på kommunens vegne. Og at medierne ikke har adgang til kommunale bygninger og institutioner i perioden fra 16. august til kommunalvalget 16. november.

    Beslutningen er blevet kritiseret fra flere sider.

    Ifølge ministeren skal Ankestyrelsen kigge på sagen fra Bornholm for at vurdere, om der er “tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag”.

    Da der potentielt kan komme en sag ud af det, ønsker Kaare Dybvad ikke at kommentere den.

    – Jeg har i stedet bedt mit ministerium om at oversende dette svar til Ankestyrelsen, så Ankestyrelsen kan få lejlighed til at vurdere, om der er anledning til at tage sagen op til behandling, skriver ministeren i sit svar.

    Ankestyrelsen traf i november 2018 en afgørelse for Kalundborg Kommune, der også havde indført spærretid inden et kommunalvalg.

    Dengang vurderede styrelsen, at kommunens retningslinjer var i strid med kommunalbestyrelsesmedlemmernes ret til at øve indflydelse på kommunens anliggende.

    /ritzau/