Da grænsen for ret til familiesammenføring blev hævet fra ét til tre år i 2016, skete det på trods af klare advarsler om, at det kunne være i strid med menneskerettighederne.
Det skriver Dagbladet Information.
Både Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp skrev i høringssvar til lovforslaget, at det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ifølge Information skrev Institut for Menneskerettigheder i begyndelsen af januar 2016, at “der er meget sikkert grundlag i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols nuværende praksis for at komme frem til, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udelukke personer med international beskyttelse fra familiesammenføring i tre år”.
Ved et møde med Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg senere samme måned gentog instituttet budskabet.
Også organisationerne Dignity, Red Barnet og SOS mod Racisme skrev, at lovforslaget var i strid med artikel 8 i konventionen. Den omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde fredag, at den danske treårsregel bryder med netop denne ret.
/ritzau/











