Uefa-præsident siger nej tak til nyt paneuropæisk EM

    Præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, er ikke fan af paneuropæisk EM-slutrunde igen.

    Det siger han ifølge Reuters til BBC forud for søndagens EM-finale mellem England og Italien på Wembley i London.

    Årets slutrunde, som grundet corona blev udskudt med et år, er blevet spillet i 11 europæiske lande. Men det er unfair for holdene og deres fans med al den rejseri mellem kampene, siger Ceferin.

    – Hvis du spørger mig, ville jeg ikke støtte det format igen. Det er for udfordrende.

    – Det er på en måde ikke korrekt, at nogle hold skal rejse mere end 10.000 kilometer og andre 1000 kilometer for eksempel, siger han.

    Begge semifinaler blev spillet på Wembley, ligesom finalen altså også spilles i London.

    Ellers har slutrunden været spredt ud over det meste af Europa. Fra København til Baku i Aserbajdsjan.

    Eksempelvis måtte Wales to gange flyve til Baku i gruppespillet, før turen til Roma i den sidste gruppekamp og Amsterdam i ottendedelsfinalen. Her tabte Wales med 0-4 til Danmark.

    Det mødte kritik fra den walisiske lejr. Blandt andet, fordi de walisiske fans grundet coronarestriktioner og dyre flybilletter havde svært at støtte deres hold fra lægterne.

    Kun det engelske hold kan sige, at der ikke har været for meget rejseri. England kommer til at spille seks ud af syv kampe hjemme på Wembley.

    Tyskland er EM-vært næste gang. Det vil sige i 2024.

    /ritzau/