Politiet i Haiti har identificeret 28 mistænkte, som menes at have stået bag drabet på landets præsident, Jovenel Moïse, der blev skudt og dræbt i sit hjem natten til onsdag lokal tid.
Ifølge politiet er 26 af de mistænkte colombianere, mens to er haitiansk-amerikanere.
Det oplyser politichef Leon Charles torsdag aften lokal tid.
Efter attentatet på den 53-årige præsident har politiet i Haiti dræbt fire mistænkte og anholdt flere.
Siden har myndighederne haft til opgave at finde dem, der planlagde angrebet, fortalte minister Mathias Pierre tidligere torsdag.
Ifølge politichefen leder man stadig efter otte mistænkte i sagen, der er på fri fod, siger han torsdag aften.
Det var omkring klokken 01.00 lokal tid onsdag, at gerningsmænd trængte ind i Jovenel Moïses hjem i Pelerin og skød ham og hans hustru, førstedame Martine Möise. Boligen ligger i bjergene over hovedstaden Port-au-Prince.
Hustruen overlevede, men er i kritisk tilstand.
Efter hændelsen erklærede regeringen onsdag morgen krisetilstand i landet i to uger. Det giver sikkerhedsstyrker beføjelse til at ransage hjem samt forbyde enhver form for forsamling, som kan forstyrre freden.
/ritzau/Reuters











