Danske Bank har i andet kvartal i år tjent cirka 2,8 milliarder kroner.
Det oplyser banken torsdag formiddag i en meddelelse til fondsbørsen.
Offentliggørelsen af andet kvartals resultat kommer tidligere end ventet, da Danske Bank først kommer med regnskab for perioden 23. juli.
I forbindelse med torsdagens offentliggørelse af resultatet kan Danske Bank fortælle, at forventningerne til hele 2021 er blevet opjusteret.
Fra tidligere at have ventet et overskud på 9 til 11 milliarder kroner er der nu forventning om et overskud på over 12 milliarder kroner.
Ifølge Carsten Egeriis, administrerende direktør i Danske Bank, ligger der flere forhold bag opjusteringen.
– Vi opjusterer vores forventninger til resultatet efter skat for helåret baseret på lavere nedskrivninger på udlån end forventet – som følge af et hurtigere end forventet makroøkonomisk opsving – samt højere kundeaktivitet.
– Desuden forventer vi en indtægt ved salget af forretningsaktiviteterne i Luxembourg, hvilket dog vil modsvares af en række hensættelser til ekstraordinære forhold vedrørende skat i andet halvår, siger han i meddelelsen.
Nedskrivninger på udlån kan forklares som penge, der ikke forventes at komme igen og derfor kan betragtes som tab.
/ritzau/











