Den danske ingrediensvirksomhed Chr. Hansen har de seneste måneder haft et øget salg, hvor salget af kosttilskud har trukket op.
Det fremgår af selskabets regnskab for perioden marts, april og maj, der er defineret som tredje kvartal for Chr. Hansen.
Samlet er Chr. Hansens omsætning vokset med ti procent til små 2,1 milliard kroner.
Det er blandt andet salget af kosttilskud til både dyr og mennesker, som har været med til at løfte salget.
Den forretning, som står for at udvikle og sælge kosttilskuddene, har alene set sit salg vokse med 34 procent til cirka 740 millioner kroner.
På trods af den større omsætning er driftsoverskuddet hos Chr. Hansen gået en smule tilbage. Det er faldet med syv procent til cirka 530 millioner kroner.
Årsagen til det lavere driftsoverskud er, at der blandt andet er brugt flere penge på forskning og udvikling samt salg og marketing.
/ritzau/











