Dykkere leder efter forsvundet mand i Esbjerg Havn

    Borgere, som færdes på havnen i Esbjerg, vil torsdag kunne se dykkere på arbejde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Klokken 09.00 går dykkerne i gang med at lede efter en 46-årig mand fra Vejen, som har været meldt savnet i en periode.

    Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at seneste livstegn fra manden er den 19. juni, og at efterforskningen af mandens forsvinden peger i retning af havnen. Det er formentlig det sidste sted, han har været.

    Politiet frygter, at manden kan ligge i havnen, og derfor indsættes der nu dykkere i håbet om at finde manden.

    Politiet har ikke mistanke om, at der skulle være sket en forbrydelse.

    /ritzau/