Myndighederne i den australske delstat New South Wales har onsdag forlænget nedlukningen af blandt andet millionbyen Sydney med en uge.
Det sker, fordi byen fortsat kæmper med at få styr på den problematiske coronavariant Delta, der første gang blev opdaget i Indien.
Sydney, der er hjemsted for en femtedel af Australiens 25 millioner indbyggere, blev oprindeligt lukket ned 26. juni. Nedlukningen stod som udgangspunkt til at blive ophævet fredag, men den er nu blevet forlænget frem til og med 16. juli.
Indtil den dato må alle Sydneys borgere kun forlade hjemmet af essentielle grunde som at handle, gå til læge eller tage på arbejde. Alle unødvendige rejser frarådes også.
– Denne Delta-variant er en game changer. Den overføres ekstremt nemt og er mere smitsom end andre former af virusset, som vi har set, siger delstatsleder i New South Wales Gladys Berejiklian på et pressemøde.
Det nuværende udbrud i Sydney er det værste i byen i år.
Indtil videre har myndighederne registreret 350 smittetilfælde, siden det første blev opdaget nær den berømte strand Bondi Beach for tre uger siden. Her blev en limousinechauffør testet positiv efter at have fragtet internationale flybesætninger til og fra byens lufthavn.
Gladys Berejiklian advarer på onsdagens pressemøde om, at smittetallene forventes at stige yderligere.
Det seneste døgn er der blevet registreret 27 nye smittetilfælde med coronavirus i Sydney. Ud af dem var 20 personer allerede i isolation derhjemme.
Takket være hurtige nedlukninger, effektiv smitteopsporing og borgernes velvilje er det lykkedes Australien at slå lignende udbrud ned flere gange.
Derfor er landets coronatal under pandemien også relativt lave sammenlignet med andre lande med 30.800 smittede og 910 døde med covid-19 under pandemien.
Den nuværende nedlukning er den anden i Sydney siden den første i marts sidste år.
/ritzau/Reuters











