New York indfører nødtiltag for at bremse vold med skydevåben

    New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, har tirsdag indført flere nødtiltag for at bekæmpe den stigende brug af skydevåben i delstaten.

    Som en del af de nye tiltag bliver det blandt andet nemmere for skudofre at sagsøge våbenproducenter. Dermed vil New York kunne omgå føderal lovgivning på området, der i høj grad fritager våbenproducenter for ansvar.

    I en udtalelse tirsdag siger Cuomo, at vold relateret til skydevåben har udviklet sig til en “katastrofesituation” i USA.

    Hans udmelding kommer på et tidspunkt, hvor kriminaliteten er stigende i New York City og flere andre store byer i USA.

    – Hvis du kigger på de seneste tal, så dør flere nu af vold relateret til skydevåben og kriminalitet end af covid-19, siger Cuomo.

    – Det her er et nationalt problem. Nogen er nødt til at stille sig frem og tage hånd om problemet, fordi vores fremtid afhænger af det, tilføjer han.

    Ud over at gøre det nemmere for skudofre at sagsøge våbenproducenter vil guvernøren udpege en særlig koordinator, der får til opgave at se på, hvordan New York kan reducere mængden af skyderier.

    Der vil også blive oprettet en særlig enhed i politiet, som skal forhindre våben i at komme ind over grænsen ulovligt fra andre delstater.

    New York har allerede nogle af de strengeste våbenlove i hele USA. Men det er i øjeblikket nemt for folk at rejse til nabostaterne Pennsylvania og New Jersey for at købe våben, da lovgivningen her er mere løs.

    Endeligt har Andrew Cuomo tirsdag også underskrevet en ny lov, der skal forhindre folk, der er eftersøgt for en forbrydelse, i at kunne købe våben.

    USA’s største byer registrerede i 2020 en 30 procents stigning i antallet af drab. Flere andre former for kriminalitet er også begyndt at stige i samme periode.

    Præsident Joe Biden introducerede 23. juni flere tiltag for at begrænse salg og mængden af skydevåben i hele USA. De fleste reformer på området falder dog hurtigt til jorden i landets yderst splittede Kongres.

    /ritzau/AFP