Canadisk politi melder om mindst 69 døde under rekordvarme

    Mindst 69 personer er døde i området omkring storbyen Vancouver under en voldsom hedebølge i dele af Canada og USA.

    Det oplyser canadisk politi tirsdag.

    Mange af de døde i forstæderne Barnaby og Surrey var ældre og havde underliggende helbredsproblemer.

    – Selv om det stadig er ved at blive undersøgt, så menes varme at være en medvirkende faktor i størstedelen af dødsfaldene, oplyser korporal Michael Kalanj ved Canadas beredne politi.

    I flere andre lokalområder har politiet også måttet tage ud til pludselige dødsfald under de trykkende temperaturer.

    Men her er der endnu ikke offentliggjort dødstal.

    Varmen strækker sig fra delstaten Oregon i USA helt op til Canadas arktiske territorier.

    Temperaturerne er steget på grund af højtryk, der har dannet en slags låg med varm luft over området, der også er kendt som Pacific Northwest. Det melder USA’s nationale vejrtjeneste (NWS).

    Mandag satte Canada endda en temperaturrekord på vilde 47,9 grader i byen Lytton i provinsen British Columbia omkring 250 kilometer øst for Vancouver.

    /ritzau/AFP