Seruminstitut: Minkhold udgør også sundhedsrisiko efter nytår

    Det vil udgøre en sundhedsrisiko for mennesker, hvis der holdes mink efter årsskiftet. Det vurderer Statens Serum Institut (SSI).

    Risikoen er dog af endnu ukendt størrelse, fremgår det. Den afhænger af, udviklingen i smitten blandt mennesker herhjemme til den tid, samt hvordan reglerne for minkhold tilrettelægges.

    Overordnet set mener SSI, at der er tre risikofaktorer ved at genoptage minkerhvervet i Danmark fra det nye år. Den første er en erhvervsrisko for infektioner for medarbejdere på blandt andet pelserier.

    Der er også en risiko for, at det vil føre til yderligere samfundssmitte blandt de i Danmark, der enten ikke er vaccineret, ikke har responderet tilstrækkeligt på vaccinen eller personer, der har aftagende immunitet efter vaccination.

    Slutteligt kan der også opstå nye varianter af coronavirus i samfundet.

    – Dette kan i værste tilfælde påvirke muligheden for at forebygge covid-19 med de eksisterende humane vacciner, skriver SSI i sin vurdering.

    I øjeblikket er det forbudt at holde mink frem til årsskiftet 2021/2022.

    Det er Sundhedsministeriet, der i begyndelsen af juni bad SSI komme med en opdateret risikovurdering for den menneskelige sundhed, hvis der atter bliver holdt mink efter 31. december i år.

    /ritzau/