Forsvarsminister Trine Bramsen (S) tager tirsdag til Finlands hovedstad, Helsinki, hvor hun vil vende Ruslands seneste aggressioner med andre nordeuropæiske forsvarsministre.
– Det er selvfølgelig rigtig vigtigt at have en åben og uformel drøftelse af, hvad vi stiller op i forhold til den stadig mere aggressive opførsel, som vi ser fra Rusland, siger hun.
Tidligere på måneden krænkede to russiske kampfly dansk luftrum ved gentagne gange at flyve i nærheden af den danske ø Christiansø.
I onsdags var den gal igen. Ruslands forsvarsministerium berettede om, at en russisk patruljebåd havde affyret advarselsskud mod en britisk destroyer i Sortehavet.
Det britiske ministerium affejede dog senere historien og sagde, at der var tale om en træningsøvelse.
– Det her er en dagsorden, som også bliver diskuteret i Nato-regi, men det er klart, at vi lande, som grænser op til Rusland, har en særlig interesse i at beskytte vores befolkninger, som ligger tæt på, siger Trine Bramsen.
/ritzau/











