Yderligere 151 personer er konstateret smittet med coronavirus i Danmark.
Det viser mandagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Det er et fald på 23 smittede siden søndag, hvor tallet lå på 174. Der har været under 200 smittede om dagen de sidste tre dage og under 300 smittede om dagen siden 18. juni.
De nye smittetilfælde er fundet på baggrund af 60.586 PCR-prøver, hvor man bliver podet i halsen.
Det betyder, at 0,25 procent af testene er coronapositive. Det er det, der kaldes positivprocenten.
Positivprocenten har ligget under en procent siden midten af januar.
Der er mandag 65 indlagte, hvilket er et fald på en siden søndag. 14 er indlagt på intensivafdeling, hvilket er et fald på tre. 11 af dem er indlagt med respirator, hvilket er en stigning på en.
Der har det seneste døgn været ét coronarelateret dødsfald, hvilket var det samme søndag.
/ritzau/











