Der skal bygges en tredje Limfjordsforbindelse, og der skal investeres flere penge i eksisterende motorveje nær hovedstaden, på Fyn og i Jylland.
Det er blandt punkterne i en ny infrastrukturaftale, der er blevet fremlagt mandag formiddag i Finansministeriet. Et samlet Folketing står bag aftalen.
I den bliver der fremlagt projekter for 161 milliarder kroner over de næste 14 år inden for kollektiv trafik, veje og støjværn.
Tre milliarder kroner skal gå til at bekæmpe trafikstøj, og det skal især ske med støjskærme i særligt støjbelastede områder.
Alle parter behøver ikke at være enige om at gennemføre alle projekterne i aftalen, men der skal være flertal for hvert enkelt projekt.
Eksempelvis står Enhedslisten og Alternativet uden for alle vejprojekter, mens SF ikke støtter planen om en tredje Limfjordsforbindelse over øen Egholm.
Den nye aftale ligger tæt op ad både det udspil, som regeringen fremlagde i april i år, og det, som den tidligere blå regering foreslog i foråret 2019.
/ritzau/











