Ustabil afslutning giver dansker delt 15.-plads ved golfmajor

    Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen slutter på en delt 15.-plads ved golfmajoren PGA Championship i USA.

    Det står klart, efter at hun gik søndagens finalerunde i delstaten Georgia i et slag under par.

    Dermed ender danskeren turneringen i samlet fire slag under par, men ligesom de foregående dage måtte Koerstz Madsen efter de 18 huller søndag konstatere, at det kunne være blevet til mere.

    På finaledagen lagde hun således forrygende ud med fem birdies på de første ni huller, hvilket sendte hende i nærheden af en placering i top-10. Til gengæld kneb det mere med spillet på de sidste ni huller, hvor det blev til en birdie, to bogeys og en dobbelt bogey.

    Danskeren kan dog se tilbage en turnering, hvor hun på alle turneringens fire dage har været blandt de forreste i feltet.

    Nanna Koerstz Madsen har generelt gang i en fin sæson. I april leverede hun et af sine bedste resultater i karrieren, da hun endte på en delt tredjeplads i årets første majorturnering, ANA Inspiration i Californien.

    Det var det bedste danske resultat i en major, siden Iben Tinning blev delt treer i Women’s British Open i 2001.

    De to danskere Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen var også med, da PGA Championship blev skudt i gang i torsdags, men de klarede ikke cuttet fredag.

    Turneringen blev vundet af den 22-årige amerikaner Nelly Korda, der samlet sluttede i hele 19 slag under par.

    Hun vandt med tre slag ned til landsmanden Lizette Salas og kan nu se frem til en præmiecheck på cirka 4,2 millioner kroner.

    Nelly Korda er datter af den tidligere tjekkiske grandslamvinder i tennis Petr Korda. Hun rykker med resultatet også op på verdensranglistens førsteplads.

    Hendes søster Jessica Korda sluttede ligesom Nanna Koerstz Madsen på en delt 15.-plads.

    /ritzau/