65 millioner kroner giver Danmark i skikkelse af udenrigsminister Kristian Jensen (V) til civilsamfundsfonden AmplifyChange.
Det sker i forbindelse med Women Deliver, der er en international konference om kvinders rettigheder, sundhed og vilkår, og som i denne uge finder sted i København.
Like localeyes.dk på FacebookFonden støtter civilsamfund i udviklingslandene, der kæmper mod omskæring, abort og børneægteskaber.
– Civilsamfundet spiller en utroligt vigtig rolle i arbejdet for at fremme kvinders og pigers rettigheder i hele verden.
– AmplifyChange sætter kvinder i stand til at kende og kæmpe for deres rettigheder i forhold til børneægteskaber, abort, kvindelig omskæring og vold mod kvinder, siger udenrigsminister Kristian Jensen i en pressemeddelelse.
Fonden blev lanceret i september 2014 af kronprinsesse Mary under FN’s Generalforsamling.
Danmark er medinitiativtager til fonden sammen med Holland og to private amerikanske fonde. Siden er blandt andet Norge og Storbritannien kommet til som bidragydere.
– Det er et godt og vigtigt eksempel på et samarbejde mellem den private sektor og offentlige udviklingsaktører, siger Kristian Jensen.
AmplifyChange har siden sin opstart ifølge Udenrigsministeriet godkendt 182 projekter i 151 lande.
Med det nye bidrag på 65 millioner kroner har Danmark bidraget med i alt 232,2 millioner kroner. Det gør Danmark til den største bidragyder efterfulgt af Storbritannien.
Pengene er en del af den danske ulandsbistand.
/ritzau/