Kroatien må undvære angriberen Ivan Perisic i mandagens EM-ottendedelsfinale mod Spanien i Parken i København, efter at Inter-spilleren lørdag er blevet testet positiv for covid-19.
Det meddeler Kroatiens Fodboldforbund lørdag aften.
Ivan Perisic skal som følge af den positive prøve isolere sig i ti dage og vil derfor også gå glip af kvart- og semifinalekampe, hvis Kroatien skulle nå så langt.
– Perisic vil tilbringe ti dage i selvisolation og vil i den periode ikke deltage i kampe for Kroatiens landshold, oplyser fodboldforbundet.
Samtlige andre spillere i Kroatiens trup samt alle andre omkring holdet er testet negative for covid-19.
Den 32-årige Perisic bidrog med to mål i Kroatiens tre gruppekampe til, at VM-sølvvinderne fra 2018 gik videre til knockoutfasen.
Sammen med anfører Luka Modric anses Perisic for at være en af Kroatiens nøglespillere.
/ritzau/AFP











