Britisk sundhedsminister går af efter kys og kritik

    Den britiske sundhedsminister, Matt Hancock, går af.

    Det meddeler premierminister Boris Johnsons kontor i Downing Street ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Hancocks afgang kommer efter afsløringen af, at ministeren tilsyneladende har en affære, og at han ikke har rettet sig efter de britiske coronaregler.

    Avisen The Sun har bragt fotos af Matt Hancock, der kysser en kvindelig rådgiver.

    Ud over at fylde en del i de tabloide medier har billederne også medført en bølge af kritik af, at Hancock ikke overholder de retningslinjer, han selv har været med til at fastsætte, om at briterne skal holde afstand.

    Sagen har lagt pres på premierminister Boris Johnson for at fyre sin sundhedsminister.

    – Det sidste, jeg ønsker, er at mit privatliv tager opmærksomheden fra det entydige fokus, der skal bringe os ud af denne krise, skriver Hancock i et brev til Johnson, som The Sun bringer.

    Brevet er dateret lørdag.

    /ritzau/