Fire kvinder jagter OL-medalje i dressur

    I alt seks danske ryttere er blevet udtaget til OL og drager mod Tokyo i juli.

    Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Merrald og Charlotte Heering er udtaget i dressur. Sidstnævnte er med som reserve.

    Peter Flarup bliver Danmarks repræsentant i military, mens Andreas Schou skal deltage i ridebanespringning.

    Det har bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund (DIF) besluttet, efter Dansk Ride Forbund har indstillet de seks ryttere til OL-deltagelse.

    – Ridning stiller op med et stort hold og i mange discipliner. Vi glæder os over, at dansk ridning bliver så godt repræsenteret i Tokyo, og jeg er sikker på, at rigtig mange danskere ser frem til at følge dem i konkurrencerne, når OL går i gang, siger Søren Simonsen, der er chef de mission hos DIF.

    Cathrine Dufour er den eneste af de fire dressurryttere, der tidligere har deltaget ved OL. Hun var med i 2016 i Rio de Janeiro.

    – OL er bare noget helt særligt. Det, jeg husker allerbedst fra OL i Rio, er omgivelserne og hele viben omkring det. Hele verden er på stikkerne, for OL er bare et af sportens største momenter.

    – Jeg kunne mærke, at Danmark stod bag en. Det giver rygvind og endnu mere blod på tanden, når man kan mærke det, siger Cathrine Dufour i en pressemeddelelse.

    Cathrine Dufour blev i 2016 nummer 13 ved OL.

    Foruden Cathrine Dufour er Peter Flarup den eneste i ridetruppen, der tidligere har stillet op ved OL. Han var med i 2008.

    /ritzau/