Fra midten af april kunne danskerne igen svinge dankortet i landets storcentre, og det kan ses i detailsalget.
Efter flere måneder med store udsving steg det i maj med 0,9 procent fra april, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det er ifølge cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv, særligt genåbningen af de store indkøbscentre 21. april, som har løftet salget.
– Under genåbningen i det sene forår 2020 så vi ligeledes, at detailsalget steg mærkbart efter genåbningen af de store indkøbscentre, skriver han i en kommentar.
Detailsalget var ifølge økonomen i maj på det tredjehøjeste niveau, der er målt i statistikkens levetid siden 2000.
Det var blandt andet højere i marts, hvor butikkerne igen kunne slå dørene op.
Tore Stramer forventer, at detailsalget vil finde et mere naturligt niveau hen over sommeren.
– Detailsalget i maj var det tredjehøjeste, der er registreret i statistikkens levetid siden starten af 2000.
– Det vil derfor også kun være naturligt, hvis detailsalget falder en smule tilbage hen over de kommende måneder, skriver han.
Tallet er korrigeret for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage.
/ritzau/











