Nu kommer livredderne til 38 danske strande og havnebade

    Fredag begynder skolernes sommerferie, og det kan give trængsel på landets strande, hvis vejret ellers arter sig.

    Derfor rykker livreddere nu ud i tårnene på 38 strande og havnebade rundt i landet for at holde øje med badegæsterne.

    Det oplyser TrygFonden Kystlivredning, der står bag indsatsen, i en pressemeddelelse.

    Livredderne er på plads i tårnene hver dag fra klokken 10 til 18 frem til 18. august.

    Ifølge René Højer, programchef i TrygFonden, har alle glædet sig særlig meget i år på grund af coronarestriktionerne.

    – Strandene trækker traditionen tro rigtig mange til, når vejret viser sig fra sin gode side, og der er mange, som i lang tid har savnet at svømme og bade, mens svømmehallerne har været lukkede.

    – Men nu er vores livreddere klar på strandene til at skabe tryghed for badegæsterne og hjælpe med gode baderåd, siger han i meddelelsen.

    /ritzau/