Statsminister Mette Frederiksen (S) siger forud for EU-topmødet i Bruxelles torsdag, at Ungarn og spørgsmålet om LGBT-rettigheder kommer til at fylde på mødet.
Mette Frederiksen er blandt de 16 EU-ledere, der har underskrevet et brev, hvori de forsvarer LGBT-rettigheder.
Brevet nævner ikke Ungarn direkte, men sagen kan få konsekvenser for Ungarn, siger Mette Frederiksen.
– Det er et brud med europæiske værdier, hvis man ikke anerkender homoseksuelles rettigheder.
– Så er det op til EU-Kommissionen, om det er et brud på traktaten og den underlæggende EU-lovgivning. Det kan jeg forstå, at EU-Kommissionen mener, at det er. Så jeg forventer, at vi vil se en traktatkrænkelsessag, siger Mette Frederiksen.
De 16 EU-lederes brev nævner ikke Ungarn direkte, men udtrykker bekymring for “truslerne” mod LGBT-personers “fundamentale rettigheder”.
– Det er vigtigt, at vi bruger et EU topmøde som i dag til at understrege, at Den Europæiske Union også er et værdifællesskab. Og en meget, meget central del af værdifællesskabet er at beskytte minoriteter.
– Man skal selvfølgelig have lov at være den, man er. Med den seksualitet eller andre forhold, der gør sig gældende. Det burde være stadfæstet for længst i Europa, siger Mette Frederiksen.
Hun kalder Ungarns tilgang til seksuelle minoriteters rettigheder for “fuldstændig uacceptabel”. Den danske statsminister understreger dog, at det juridiske spørgsmål skal afklares af EU-Kommissionen.
EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, kaldte onsdag en ny ungarsk lov om seksuelle minoriteter en skændsel. Hun truede ved samme lejlighed med at tage retlige skridt mod Ungarn.
– Den ungarske lov er en skændsel, siger hun.
– Jeg har givet den ansvarlige kommissær besked om at skrive et brev til de ungarske myndigheder, hvor vi udtrykker vores juridiske forbehold, inden loven træder i kraft.
Den ungarske lov blev vedtaget torsdag i sidste uge. Den påbyder, at film og bøger til unge kun må omhandle seksualitet som noget, der foregår mellem en mand og en kvinde.
Den forbyder også reklamer, der portrætterer homoseksualitet som en del af et normalt samfund.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, afviser Ursula von der Leyens kritik. Han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at den nye lov beskytter børns rettigheder, og at den “ikke indeholder nogen diskriminerende elementer”.
/ritzau/











