En stor bygning er delvist styrtet sammen i den amerikanske strandby Miami Beach, der ligger lige ved Miami i delstaten Florida.
Det skriver det amerikanske medie ABC News.
Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget hændelsen, og om der er tilskadekomne eller omkomne.
Beredskabsmyndighederne i Miami-Dade County er til stede med over 80 køretøjer og får hjælp fra omkringliggende beredskaber. Det skriver beredskabsmyndighederne på Twitter.
Politiet i Miami Beach har lagt et billede på Twitter, der tydeligt viser den delvist sammenstyrtede bygning.
Bygningen ligger lige ud til stranden i bydelen Surfside i Miami Beach.
Den er 12 etager høj og består af mere end 100 lejligheder, skriver den lokale avis Miami Herald. Bygningen er fra 1981.
Den er styrtet sammen natten til torsdag lokal tid. Miami Beach er seks timer bagud i forhold til Danmark.
Torsdag formiddag dansk tid er der fortsat ikke nogen meldinger om tilskadekomne eller omkomne. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Miami Herald skriver, at der ifølge en brandmand på stedet kan være tale om adskillige ofre. Men det er ikke officielt bekræftet.
/ritzau/











