Lægemiddelstyrelsen har i første halvdel af 2021 modtaget tusindvis af indberetninger om milde, kendte bivirkninger ved coronavaccinerne. Det skriver Politiken.
Derfor opfordrer styrelsen til at undlade at kontakte læge ved for eksempel let feber, hovedpine, kulderystelser og ømhed ved stedet, hvor man har fået et stik.
Lægerne har nemlig pligt til at sende indberetninger, når patienter kontakter dem.
Men hvor Lægemiddelstyrelsen normalt får omkring 7000 indberetninger om bivirkninger ved brug af forskellige former for lægemidler, har de alene i årets første del fået over 44.000 formodede bivirkninger indrapporteret.
Det kan forventes at få symptomer, der ligner influenza efter coronavaccination. Det siger Tanja Erichsen, enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, til Politiken.
– Det er helt normalt og tegn på, at dit immunforsvar virker. Det bør du hverken indberette til os eller kontakte egen læge om. For vi er ved at sande lidt til i i tusindvis af indberetninger om milde, forbigående bivirkninger, som vi kender, lyder det.
/ritzau/











