Det bliver ikke som i Parken, men Simon Kjær og co. kommer alligevel til at have en del danske fodboldfans i ryggen, når de lørdag går på banen til EM-ottendedelsfinalen mod Wales på Johan Cruijff Arena i Amsterdam.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meldt udsolgt til kampen, og 3845 danske fans har billet til EM-braget.
Det oplyser Dansk Boldspil-Unions (DBU) fanservice på Twitter og skriver samtidig, at der kan ende med at komme flere.
– Uefa oplyser samtidig, at der kan komme et lille salg igen, når billetter ryger retur fra andre nationaliteter, lyder det på Twitter.
En tredjedel af kapaciteten på Johan Cruijff Arena må benyttes under EM. Det svarer til 16.000 tilskuere. De danske fans vil dermed komme til at udgøre lidt under en fjerdedel.
Danmarks kamp mod Wales fløjtes i gang klokken 18. Vinderen skal spille kvartfinale i Baku i Aserbajdsjan 3. juli.
/ritzau/











