Orbán til Tyskland: Accepter at UEFA ikke vil have regnbuefarver

    Ungarns premierminister, Viktor Orbán, beder det politiske liv i Tyskland om at acceptere det forbud, som det europæiske fodboldforbund, UEFA, har udstedt inden onsdag aftens EM-kamp mellem Tyskland og Ungarn.

    Det gælder et forbud mod at lade regnbuefarver lyse op over EM-stadionet i München.

    Han advarer mod at blande sig i ungarsk politik og forsvarer en ny kontroversiel lov, som af mange ses som et angreb på homoseksuelle.

    Det er nyhedsbureauet dpa, der har talt med den ungarske premierminister.

    – Om stadionet i München eller et andet europæisk stadion skal lyse op med regnbuefarver, det er ikke en beslutning, der kan tages af en stat, siger Orbán.

    Han kritiseres rundt om i Europa for en ny lov i Ungarn, der forbyder indhold, der kan fremme homoseksualitet for unge under 18 år. Det gælder både i skolebøger og eksempelvis på film og tv.

    Det er ifølge kritikere det seneste eksempel på, at han og hans regering forsøger at udgrænse seksuelle minoriteter.

    Selv siger Orbán, at “regnbuefarverne selvfølgelig høre til i gadebilledet” i den ungarske hovedstad, Budapest.

    Det var Münchens borgmester, Dieter Reiter, fra det socialdemokratiske SPD, som ønskede at regnbuefarverne skulle lyse op over byens stadion onsdag aften. Det afviste UEFA med henvisning til, at det ville være en politisk manifestation.

    /ritzau/