USA tager kontrol med iranske medier som led i sanktioner

    USA’s regering har taget kontrol med to statskontrollerede iranske mediers hjemmesider, Press TV og al-Alam. Det fremgår af meddelelser på siderne.

    Her er der en meddelelse om, at siden “er blevet beslaglagt af USA’s regering”.

    Det er ikke bekræftet fra amerikanske myndigheder, at de har taget kontrollen med siderne.

    Der er henvisninger til USA’s love om sanktioner, og nederst figurerer de officielle segl fra USA’s handelsministerium og forbundspolitiet FBI.

    Også tv-kanalen al-Masirah, der tilhører houthi-bevægelsen i Yemen, har en tilsvarende meddelelse på sin hjemmeside.

    En anden statslig tv-kanal i Iran, IRIB, der ejer tv-stationen al-Alam, rapporterer, at andre hjemmesider også er blevet overtaget af USA’s myndigheder.

    Blandt dem er en arabisksproget religiøs kanal og en palæstinensisk tv-kanal.

    IRIB beskylder USA for at undertrykke ytringsfriheden og have slået sig sammen med Israel og Saudi-Arabien om at “blokere modstandsbevægelsens medier, der afslører forbrydelser begået af USA’s allierede i regionen”.

    /ritzau/AFP