Sverige vil nu også give coronavaccine til 16-årige

    Sverige vil fremover tilbyde coronavacciner til personer på ned til 16 år.

    Det oplyser uddannelsesminister Anna Ekström og Folkhälsomyndighetens generaldirektør, Johan Carlson, på et pressemøde tirsdag.

    Folkhälsomyndigheten er den svenske sundhedsstyrelse.

    Aldersgrænsen i Sverige har hidtil lydt på 18 år. Den nye grænse er svarende til aldersgrænsen for coronavacciner i Danmark.

    – Der er tre grunde til at vaccinere unge, siger Johan Carlson.

    – For det første beskytter vaccinen mod sygdom. 150 børn og unge har hidtil haft brug for indlæggelse. For det andet mindsker det risikoen for smittespredning mellem unge. For det tredje mindsker det smittespredningen til andre grupper i samfundet, siger generaldirektøren.

    Den nye aldersgrænse indebærer desuden børn på helt ned til 12 år, der måtte have særlig brug for at få en coronavaccine.

    /ritzau/TT