Testkapaciteten for corona-kviktest skæres ned fra 500.000 til 400.000 dagligt. Det oplyser Justitsministeriet. Det gælder fra dags dato og hen over sommeren. Yderligere model for nedskalering er også på plads.
Det har længe været meddelt, at testkapaciteten skal justeres, i takt med at flere bliver vaccineret, og coronasmitten er under kontrol.
Ifølge Justitsministeriet har der nu været syv dage i træk med under 300.000 daglige kviktest, og derfor sættes kapaciteten ned til trin 2. I modellen for nedskalering er der fem trin i alt.
Trin fem er det laveste og betyder, at der er under 50.000 daglige test i syv dage i træk. Skulle det indtræffe, sættes antallet af daglige test ned til 100.000.
/ritzau/











