Studie: Gravides traumer kan gå videre til barnet

    Børn født af kvinder, der har udvist symptomer på posttraumatisk stress under graviditeten, risikerer også at blive påvirket.

    Det indikerer en undersøgelse, som forskere fra Danmark, Australien og Kosovo står bag. Det skriver Kristeligt Dagblad.

    Undersøgelsen bygger på et studie af 120 børn mellem 6 og 17 år, som er født af 117 mødre i Kosovo.

    Undersøgelsen skal ses i det lys, at tusindvis af kvinder blev udsat for seksuel vold og tortur under borgerkrigen i 1990’erne i det tidligere Jugoslavien.

    72 procent af børnenes mødre blev via et spørgeskema vurderet til at have haft ptsd under graviditeten, mens samtlige kvinder udviklede ptsd senere.

    Børnene fik taget blodprøver, og deres såkaldte epigenetik blev undersøgt. Det vil sige, hvordan børnenes gener blev påvirket.

    – Vi kunne se, at børn, hvis mødre havde ptsd under graviditeten, havde forøget stresshormon i blodet, og at der skete en ændring af deres gener for blandt andet stresshormonet kortisols regulering.

    – Børnene var i konstant alarmberedskab, og det kan øge deres risiko for at udvikle psykiske lidelser, siger humanbiolog og ph.d. Line Hjort fra Rigshospitalet, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til Kristeligt Dagblad.

    Studiet skal følges op af en undersøgelse, der skal vise, om terapi kan hjælpe de pågældende børn til et lavere stressniveau.

    /ritzau/