Algoritme kortlægger narhvalers madvaner

    En algoritme udviklet af forskere fra Københavns Universitet og havbiologer i Grønland kan være med til at forudsige, hvornår narhvaler jager.

    Forskningen giver en indsigt i narhvalernes madvaner og jagtmønstre, som man ikke tidligere har haft.

    – Formålet med forskningen er at finde ud af, hvor meget de her dyr spiser, og om de er truet af de ting, mennesker laver, siger Susanne Ditlevsen, der er professor i statistik på Københavns Universitet.

    Algoritmen har hjulpet forskerne til at finde en sammenhæng mellem de lyde, narhvalerne udsender og deres svømmemønstre.

    Indtil nu har den eneste måde, man har kunnet få oplysninger om narhvalernes jagtmønster, været ved at indsamle akustisk data fra måleinstrumenter på hvalernes krop.

    Det er dog både tidskrævende og nogle steder er det også umuligt.

    Men ved hjælp af den nye algoritme kan forskerne nøjes med at indsamle målinger af dyrenes bevægelser med et accelerometer.

    /ritzau/