Holger Rune får bøde for homofobiske råb

    Holger Rune er blevet straffet med en bøde, på hvad der svarer til cirka 11.000 kroner, for de homofobiske udbrud, han kom med under en kamp for nylig.

    Det oplyser en talsperson for ATP, herrernes internationale tennisorganisation, til TV2 Sport.

    ATP har vurderet, at Rune overtrådte organisationens adfærdsregler, lyder det. ATP har i sin dom hæftet sig ved, at Rune har undskyldt for episoden og ikke har en historik med bøder, skriver TV2 Sport.

    Det var i en semifinale i en challengerturnering i Italien 5. juni, at Holger Rune ytrede de omtalte råb.

    – Du kan kraftedeme ikke noget selv. Du går bare og spiller bøsserøv, råbte Holger Rune blandt andet efter en duel i semifinalen mod argentinske Thomas Etcheverry.

    Udbruddene blev råbt på dansk. Rune har efterfølgende understreget, at de var rettet mod ham selv. Den 18-årige dansker endte med at vinde turneringen.

    /ritzau/