Landsholdsspilleren Anders Christiansen er blevet far for anden gang, og derfor var han ikke på træningsbanen i EM-lejren mandag.
Det skriver B.T., som kan berette, at midtbanespilleren har fået en datter.
Anders Christiansens kone var sat til at føde i slutningen af juni. Det fortalte han forud for slutrunden.
På det tidspunkt ville han ikke afsløre, hvordan planen ville være i tilfælde af en fødsel under EM, men Dansk Boldspil-Union (DBU) har altså givet ham lov til at forlade lejren.
Anders Christiansens datter kom til verden søndag, hvor spillerne i EM-truppen ikke trænede, fordi hele dagen var sat af til at bearbejde de mentale knubs efter Christian Eriksens kollaps i Parken mod Finland lørdag.
Mandag var spillerne tilbage på træningsbanen, men altså uden Anders Christiansen.
Hvornår han vender tilbage til EM-truppen, melder historien endnu intet om. Danmark skal i aktion igen torsdag, hvor Belgien venter i Parken.
Den 31-årige Malmø FF-spiller var den nok største overraskelse i landstræner Kasper Hjulmands EM-trup.
Han kom med på et ydermandat og var da heller ikke med i truppen til den første kamp, men tog plads på tribunen sammen med Robert Skov og Mathias “Zanka” Jørgensen.
/ritzau/











