Medier: Sidste led i engelsk genåbning bliver udskudt

    Det næste led i genåbningen af England vil ifølge en regeringskilde blive udskudt med fire uger fra 21. juni til 19. juli.

    Det skriver britiske Sky News og The Telegraph.

    Udskydelsen skal give forskere mulighed for at følge Delta-varianten, som er meget smitsom og også mere modstandsdygtig over for vacciner – især blandt personer, som ikke er færdigvaccinerede.

    Den britiske premierminister, Boris Johnson, ventes mandag at komme med en officiel udmelding.

    Ifølge Sky ventes han at sige, at en tredje coronabølge er skyld i udskydelsen, og at den senere genåbning vil give mulighed for at få flere færdigvaccineret.

    Søndag blev der registreret yderligere 7490 coronatilfælde i Storbritannien samt otte dødsfald.

    En af regeringens coronarådgivere, Raghib Ali, har til Sky News sagt, at der har været ekstremt travlt på hospitalerne den seneste tid på grund af en ophobning af patienter under tidligere bølger.

    Derfor vil blot små smittestigninger ramme alle dem, der ikke har corona, forklarede han.

    En regeringskilde forklarer til avisen The Telegraph, at forsigtighed er afgørende nu.

    – Det ville være langt værre med usikkerhed og at gå tilbage. Det er bedre at være forsigtige og at have vished, siger den anonyme regeringskilde.

    Delta-varianten blev først opdaget i Indien.

    /ritzau/