Den tidligere britiske premierminister Theresa May vil være en “fremragende” kandidat til posten som ny Nato-chef, når forsvarsalliancen i 2022 ventes at udpege en afløser for nordmanden Jens Stoltenberg.
Det siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, ifølge Daily UK News.
– Theresa May var en fantastisk premierminister i virkelig krævende tider. Jeg arbejdede med hende som sikkerhedsminister. Hun ville være en fremragende kandidat, siger Wallace.
May var premierminister fra 2016 til 2019.
Udmeldingen kommer, op til at Nato-landenes stats- og regeringschefer, deriblandt USA’s præsident, Joe Biden, mandag samles til topmøde i Bruxelles.
Theresa May har ikke selv meldt noget ud om eventuel interesse i at komme i betragtning til topjobbet, og den britiske regering mangler endnu at udpege en mulig kandidat som afløser for Stoltenberg.
Ifølge The Sunday Telegraph er den tidligere britiske udenrigsminister William Hague og Ben Wallace selv blevet nævnt som mulige britiske kandidater til posten som chef for Nato.
/ritzau/











