33-årig kvinde skal vende lykken for spansk venstrefløjsparti

    Det spanske parti på den yderste venstrefløj Podemos har søndag udpeget Ione Belarra som sin nye leder.

    Dermed er det to kvinder, som er partiets frontfigurer de kommende år.

    33-årige Belarra modtog 89 procent af stemmerne ved partiets weekendsamling i Alcorcon nær hovedstaden Madrid.

    – Podemos skal vokse og fortsætte med at sørge for social fremgang, siger Belarra efter afstemningen.

    Partiet har oplevet dalende støtte over de senere år. Det er dog del af Spaniens koalitionsregering, som har socialdemokratiske Pedro Sánchez i spidsen.

    Podemos skulle finde en ny leder, efter at partigrundlægger Pablo Iglesias har trukket sig fra politik. Det gjorde han efter et stort nederlag ved regionalvalg i Madrid 4. maj.

    Iglesias har bakket op om Belarra som sin afløser, og der var reelt ikke meget tvivl om udfaldet af afstemningen. Hun stillede op mod to ukendte kandidater og vandt således også overlegent.

    Selv om Belarra er ny leder af partiet, står hun ikke øverst på stemmesedlen for Podemos ved næste valg, som finder sted senest januar 2024. Det gør i stedet 50-årige beskæftigelsesminister Yolanda Díaz.

    Det er derfor de to, som i den kommende tid skal tegne billedet for Podemos udadtil.

    /ritzau/AFP