G7-lande vil gøre 2021 til et vendepunkt for planeten

    G7-landene forpligter sig til at sætte mere tempo på indsatser for at mindske klimaforandringerne.

    Det fremgår af en sluterklæring fra weekendens G7-topmøde i England.

    Ifølge erklæringen skal 2021 være “et vendepunkt for vores planet”.

    Derfor forpligter landene sig til at sikre grøn omstilling og mindske udledningen af drivhusgasser. Udledningen af drivhusgasser skal gå i nettonul hurtigst muligt og senest i 2050, hedder det i erklæringen.

    – Vi har alle forpligtet os til at hæve vores 2030-mål, lyder det fra G7-landene.

    G7 er et forum af syv af verdens største økonomiske magter. Det er USA, Canada, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien.

    De har holdt møde over weekenden i landsbyen Carbis Bay i det sydvestlige England.

    Det er første gang i næsten to år, at G7-landenes stats- og regeringschefer har mødtes fysisk.

    /ritzau/Reuters