Gaseksplosion dræber mindst 11 på kinesisk marked

    En gaseksplosion har kostet mindst 11 personer livet i Kina søndag morgen.

    Derudover er yderligere 37 blevet alvorligt kvæstede i forbindelse med gaseksplosionen, der fandt sted ved et marked i byen Shiyan i Hubei-provinsen klokken 06.30 søndag morgen lokal tid.

    Det oplyser den statslige kinesiske tv-station CCTV.

    Video fra stedet viser ifølge mediet South China Morning Post, at det lokale marked er blevet totalsmadret. Næsten alle vinduer og døre i den toetagers bygning er ødelagt, og der ligger murbrokker ved gaden.

    Redningsfolk er på stedet for at redde overlevende ud, og flere lokale har ifølge medierne fulgt en opfordring om et donere blod til en blodbank i området, så der er nok til de kvæstede.

    I alt 144 personer har haft brug for behandling på hospitalet som følge af eksplosionen.

    Lokale myndigheder er ved at undersøge, hvad årsagen til episoden nærmere bestemt var. Indledende undersøgelser tyder på, at en gasledning er årsag til ulykken.

    /ritzau/