Lederne af G7-landene vil søndag på ny forpligte sig at opfylde et gammelt løfte om 100 milliarder dollar årligt i klimastøtte.
Støtten skal gå til at hjælpe fattigere lande med at skære i CO2-udledningerne og modvirke global opvarmning.
Løftet skal gå hånd i hånd med en plan, som blev præsenteret lørdag, om at øge støtten til infrastrukturprojekter i fattigere lande.
Men flere grønne ngo’er er mindre imponerede over den ventede udmelding fra G7, som er et forum for syv af verdens dominerende økonomiske magter.
Blandt andet mener den britiske gren af Greenpeace, at landene blot “genopliver gamle løfter”.
Ngo’en vil således “ikke tage noget for givet”, før støtten rent faktisk er blevet givet.
G7 består af USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien.
– At beskytte vores planet er det vigtigste, vi som ledere kan gøre for vores folk, siger den britiske premierminister, Boris Johnson.
Mere velstående lande blev i 2009 ved COP15 i København enige om, at i 2020 skulle den årlige klimafinansiering til fattigere lande op på 100 milliarder dollar årligt svarende til omkring 615 milliarder kroner med dagens kurs.
Men det mål er ikke blevet nået.
/ritzau/Reuters











