To mænd er fredag ved Retten i Roskilde dømt for forsøg på hvidvask af 40 millioner kroner. Straffene lyder på henholdsvis tre og halvandet års fængsel, oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Sagen er del af et sagskompleks, som samlet set drejer sig om hvidvask for mere end 100 millioner kroner.
Betegnelsen “hvidvask” dækker over forskellige finansielle manøvrer. De har det fællestræk at få penge fra kriminalitet til at se ud, som om de er lovlige.
Mændenes hvidvask skete gennem to selskaber, hvor de var direktører og ejere. Via selskabernes bankkonti kanaliserede de store summer videre, blandt andet til et polsk selskab.
Mændene var klar over, at pengene måtte stamme fra ulovligheder, og derfor har de overtrådt straffelovens bestemmelse om hvidvask.
/ritzau/











