Mindst ti personer, der ryddede miner i Afghanistan, er blevet dræbt ved et Taliban-angreb, oplyser Afghanistans indenrigsministerium.
En talsmand for ministeriet siger, at bevæbnede personer fra den islamistiske Talibanbevægelse gik ind i de afghanske minerydderes lejr i Baghlan-provinsen og begyndte at skyde på folk.
– Taliban gennede dem sammen i et rum og åbnede ild mod dem, siger en talsmand for politiet i provinsen, Jawed Basharat.
Regeringskilder i Kabul siger, at Taliban ofte angriber mineryddere, som også fjerner de vejsidebomber, som den islamistiske bevægelse har lagt ud.
Det russiske nyhedsbureau Tass citerer den afghanske tv-kanal 1 TV for oplysninger om, at de dræbte var medlemmer af den britisk-amerikanske minerydder organisation Halo Trust.
Halo Trust siger i en erklæring, at “en ukendt gruppe” angreb lejren og dræbte 10 af organisationens ansatte. 16 personer blev såret. Der var 110 arbejdere i lejren, da angrebet fandt sted.
Efter årtier med krig er landminer et kæmpemæssigt problem i Afghanistan. Der er minefelter mange steder, og ofte mister en voksen eller et barn et ben, når de uforvarende kommer ind i et område med landminer.
Forskellige organisationer har arbejdet med minerydning i landet siden 2001, hvor Talibans regime blev fjernet fra magten ved en amerikanskledet invasion.
Invasionen havde først og fremmest til formål at få gjort det af med al-Qaeda-lederen Osama bin Laden efter angrebene i New York og Washington den 11. september.
Taliban kæmper med regeringsstyrker i 26 af Afghanistans 34 provinser. Islamisterne har for nylig indtaget over 10 distrikter.
/ritzau/AFP











