Den amerikanske regering vil samarbejde med sine allierede og europæiske partnere og svare på ethvert spørgsmål, de allierede måtte have til historier om, at USA skulle have aflyttet kabler via Danmark for at spionere mod en række europæiske lande.
Det siger Det Hvide Hus’ talskvinde Karine Jean-Pierre ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Udtalelsen kommer, efter at DR har skrevet en række historier om, at Danmark har bistået den amerikanske efterretningstjeneste NSA med at spionere via dataovervågning i Danmark.
Det er første gang, at der er nogen, som udtaler sig på vegne af præsident Joe Bidens administrationen i USA.
Ifølge DR har USA’s spionage været målrettet statsledere, toppolitikere og højplacerede embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig.
Det har kunnet ske gennem et samarbejde mellem NSA og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), har DR afsløret.
Siden det kom frem, har ledere af de fire europæiske lande, der har været berørt af spionagen, krævet svar fra USA og Danmark.
– Vi kræver at blive fuldt orienteret om forhold, som vedrører svenske statsborgere, virksomheder og interesser, sagde den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, søndag til det svenske medie SVT.
SVT samarbejder med DR om historien.
Også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har udtalt, at de forventer en forklaring.
– Det er uacceptabelt mellem allierede. Og endnu mindre acceptabelt mellem allierede og europæiske partnere, sagde Emmanuel Macron mandag.
/ritzau/











