Styrelse fælder dom over skrottede vacciner om to uger

    Regeringen har bedt Sundhedsstyrelsen om at revurdere, hvorvidt to skrottede vacciner skal ind i det officielle vaccineprogram igen.

    Inden for to uger kan den vurdering komme, oplyser Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

    – Vi skal lave en afvejning, hvor vi kigger på de alvorlige bivirkninger sammenholdt med det potentiale, der er i at forebygge alvorlige sygdomme, siger hun til Ritzau

    Styrelsen skal lave en ny vurdering af, om coronavacciner fra Johnson & Johnson og AstraZeneca skal tilbage i det officielle vaccinationsprogram.

    Disse er trukket ud af det, fordi der er fundet tilfælde af sjældne blodpropper hos personer, der har modtaget vaccinerne.

    /ritzau/