Pave Frans har tirsdag gennemført de mest omfattende ændringer af den katolske kirkes love i knap fire årtier.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De nye love betyder blandt andet hårdere straf til præster, der seksuelt misbruger børn eller sårbare voksne.
Lovændringerne har været på tapetet siden 2009.
Det er de største ændringer i den katolske kirkes grundprincipper siden 1983. De blev dengang vedtaget af daværende pave Johannes Paul, men er siden blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at hjælpe misbrugte børn.
Det er sjette sektion i den katolske kirkes lovsamling, der netop er blevet ændret under pave Frans. Lovsamlingen består af 1750 artikler.
Det er dog ikke kun seksuelt misbrug af børn og sårbare, der er italesat.
Ifølge den nye lov kan præster blive straffet, hvis de bruger “tvang, trusler eller magtmisbrug” til at misbruge en hvilken som helst person seksuelt.
Vatikanet har længe opfattet alle relationer mellem en præst og en voksen som syndige, men også som samtykkende. Argumentet har lydt, at voksne på grund af deres alder er i stand til at sige til og fra.
Kirkens nye love anerkender dog, at det ikke altid er tilfældet.
/ritzau/Reuters











