Landsret fængsler Sanjay Shah i sag om udbytteskat

    Østre Landsret bestemmer mandag, at der er grundlag for at varetægtsfængsle de to hovedtiltalte i sagen om bedrageri med udbytteskat.

    Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson opholder sig henholdsvis i Dubai og Storbritannien.

    Med afgørelsen om fængsling in absentia – det vil sige, at de tiltalte ikke er til stede – kan danske myndigheder gå i gang med en formel proces om udlevering til Danmark.

    Tiltalen drejer sig om bedrageri for godt ni milliarder kroner og for forsøg på yderligere 553 millioner kroner. Shah anklages for at have udført selve bedrageriet, mens Patterson ifølge Bagmandspolitiet skal have medvirket til svindlen.

    Sagen er den hidtil største bedragerisag i Danmark.

    Kriminaliteten skal være begået fra 2012 til 2015, mener Bagmandspolitiet. De to mænd nægter sig skyldige.

    Landsrettens afgørelse går ud på, at der er en såkaldt begrundet mistanke mod de to. Den samme konklusion nåede en dommer i Retten i Glostrup til i marts.

    – Vi mener ikke, at der er kommet noget frem for landsretten i dag, som giver grundlag for en anden vurdering, siger retsformanden, landsdommer Bertil Frosell.

    Sanjay Shah har nægtet at komme til Danmark for at lade sig afhøre. Og Anthony Mark Patterson har ikke ønsket at tale med politiet, fremgår det af byrettens kendelse.

    /ritzau/