Der bør ifølge Ydelseskommissionen laves et helt nyt system for kontanthjælp. Hvis regeringen skal være med på den idé, er det et krav, at det “spiller godt sammen med” en arbejdspligt på 37 timer for nyankomne udlændinge og andre med et fortsat integrationsbehov.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kalder Ydelseskommissionen et “godt grundlag at arbejde videre fra”. Han siger, at han deler opfattelsen af, at det nuværende kontanthjælpssystem er blevet for indviklet.
– Rapporten bekræfter, at kontanthjælpssystemet er blevet meget uigennemskueligt, og hvorfor der er behov for en forenkling, siger ministeren i en pressemeddelelse.
– Regeringens politik er den samme som før valget – vi ønsker ikke at hæve ydelserne til udlændinge. Og der bør fortsat være et optjeningsprincip, så man ikke kan få høje ydelser fra dag et i Danmark.
– Det er samtidig helt afgørende for regeringen, at et nyt kontanthjælpssystem kommer til at spille godt sammen med og understøtte regeringens kommende forslag om en 37 timers arbejdspligt for nytilkomne udlændinge og andre med et fortsat integrationsbehov.
Ydelseskommissionen har groft sagt anbefalet et nyt system, hvor der er to grundlæggende satser for udeboende kontanthjælpsmodtagere. Herudover er der en række tilskud – særligt til børnefamilier.
Anbefalingerne bliver ikke automatisk til virkelighed. De skal derimod danne udgangspunkt for forhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier.
Beskæftigelsesministeren gentager mandag, at han vil gå efter en aftale med partier fra begge sider af Folketinget.
/ritzau/











